Komplicerede kemiregler forvirrer små butikker
Kun få af de mindre danske butikker kender reglerne om kemi i elektronik, viser undersøgelse fra Miljøministeriet.
Miljøministeriets har netop gennemført en undersøgelse, der viser, at få af de små danske butikker med under ti ansatte kender til reglerne om kemi i elektronik.
Dermed kan man dog ikke konkludere, at forbrugerne er udsat for en risiko.
- Kendskabsgraden er lav, og det skyldes blandt andet, at reglerne er meget komplicerede. Butikkerne har en forpligtelse til at kende de relevante regler, men et lavt kendskab er ikke ensbetydende med, at forbrugerne er udsat for en risiko. Reglerne er sandsynligvis blevet kontrolleret af leverandører og producenter, inden elektronikprodukterne kommer i butikkerne, siger miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv, Jakob Lamm Zeuthen.
En oplagt forklaring på det lave kendskab er derfor, at Miljøministeriet specifikt har undersøgt små virksomheder, der sælger allerede kontrollerede produkter og kun har få ressourcer til at sætte sig ind i så komplicerede regler.
- Det er en kernevigtig ting, at butikker kender til de regler, hvor de kan bidrage til, at forbrugere ikke udsættes for ulovlig kemi. Men der er en meget lille sandsynlighed for, at forbrugere udsættes for en risiko fra problematisk kemi i forbindelse med anvendelse af elektronik. De kemiske stoffer forefindes typisk inden i produkterne og uden mulighed for kontakt, siger Jakob Lamm Zeuthen.
Uklart hvornår en butik skal give informationer
Reglerne er blandt andet svære, fordi det fortsat er uklart, hvornår en butik er forpligtet til at give forbrugeren informationer om problematisk kemi eller kandidatlistestoffer (SVHC) i henhold til EU kemikalieforordning REACH.
- Er det godt nok, at butikken taler med sin danske leverandør for at få REACH informationen? Eller er butikken forpligtet til at gå hele vejen til Kina igennem leverandørkæde for at få informationen så forbrugeren kan få den inden 45 dage, spørger Jakob Lamm Zeuthen.
Danske regler er anderledes end resten af EU
Uklarheden forstærkes af, at EU-domstolen er ved at tage stilling til, hvorvidt en butik skal give oplysninger for de enkelte dele i elektronikken eller for produktet samlet set.
- Når internationale elektronikproducenter og importører bringer produkter ind på det danske marked, så overholder de selvfølgelig europæisk lovgivning og kan levere informationen, som EU gerne vil have det. Men de danske myndigheder vil det anderledes, fordi man vil have oplysningerne på de enkelte del-artikler. Det gør tingene langt mere komplicerede for danske virksomheder, siger Jakob Lamm Zeuthen.
Så længe der er så åbne spørgsmål har butikkerne ingen mulighed for at give korrekt information, der tilfredsstiller de danske myndigheder.
Dansk Erhverv forudser, at Miljøstyrelsens informationsindsats kommer på en hård opgave, fordi reglerne er meget komplicerede, og det kræver stor teknisk og juridisk indsigt at forstå dem.
Originalartikel: http://www.danskerhverv.dk/Nyheder/Sider...